Fodvortepandemien er her.

Mange mennesker over 80 år dør med fodvorter og for at passe på dem, er det strengt forbudt, at besøge dem på plejehjemmet. Testcentre er opstillet i hele landet, hvor man døgnet rundt kan få taget prøver af sit dna, for at sikre sig mod fodvortevirus.

Fodvorter er meget smitsomme, så det er dødsens alvorligt, hvis man får dem. De skal behandles morgen og aften med speciel fodvortecreme. En person med fodvorter bør nu gå med en speciel lyserød hat med en lille rød top, så alle kan holde sig på afstand. En fodvorteapp på din telefon advarer mod fodvorter i det offentlige rum, og en sirene lyder, hvis du har været i nærheden af en anden person med fodvorter.

Nu vil du måske indvende, at fodvorter ikke smitter hvis man har sko på. Men kan man nu være sikker på det? Her i Danmark er vi hellere safe than sorry og du kan glæde dig over, at myndighederne passer på dig og anvender forsigtighedsprincippet.

Når du skal med toget, skal du til enhver tid have dine ben i en stor, sort skraldesæk. Det er ganske vist besværligt, men det sikrer dig mod smitten. Du skal beholde benene i sækken under hele rejsen, også når du bevæger dig rundt på perronen. Du skal til enhver tid bære dit digitale fodvortepas, som kan aflæses trådløst via satellitter fra rummet.

Fødderne skal sprittes af to gange i timen. Dette gælder især børn. De skal lære alt om fodvorter og om at holde afstand til andre for ikke at blive smittet. På gangene i skolen skal der opsættes metalstænger, så børnene kan gå armgang, så de ikke rører gulvet og måske smitter andre.

Man må kun bruge sine sokker en gang. Hver aften skal man tage dem af med pincet og de skal sorteres som farligt affald. Fødderne desinficeres, og man placerer sig i en sort skraldesæk og derefter kan man lægge sig under dynen. Næste morgen desinficeres fødderne igen og man tager først en fodformet plastikpose på, derefter nye, sterile sokker.

Der indføres offentlig træning i at gå på hænder, så fødderne ikke berører jorden og dermed ikke kan smitte dine medmennesker. Det er god stil.

Skulle du, ved letsindighed, ondskab, eller bare dumhed, smitte et andet menneske, så er det helt naturligt og rimeligt, at du nu kan få 12 års fængsel, din familie blive opløst og din kat blive afhændet til 3.mand. Det kan blive nødvendigt, for at fjerne smitten helt, at brænde dit hjem ned til grunden. Straffen for fodvorterelateret kriminalitet er også 12 års fængsel, især hvis man har været påvirket af en fremmed magt.

Ved gentagne tilfælde af fodvorter, kan det blive nødvendigt at amputere dine fødder. Det vil man i første omgang forsøge at undgå, og der arbejdes nat og dag på at fremstille en vaccine bestående af udtræk af døde rotter, katteskidt indsamlet i måneskin, dræbersnegleslim, toiletrens og round-up, og folk håber og beder til, at vaccinen kan blive godkendt hurtigst muligt uden for meget spildtid på testning.

Indtil vaccinen kommer, kan jeg bare anbefale, at man murer sig inde i sit hjem og får mad firet ned gennem skorstenen, samtidig med at man kun ser gamle afsnit af Bonderøven. Så skal vi nok engang få fodvortepandemien under kontrol. Vi passer på dig og på hinanden.

Lene Bang

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *