Er du blevet den bedste udgave af dig selv?

En dag har du læst alle bøgerne om at blive den bedste udgave af dig selv. Personlig udvikling, meditation, tankens kraft, den niende indsigt, astrologi, you name it. Pludselig en dag, mens du rigtig mærker efter opdager du, at du NU er blevet den bedste udgave af dig selv. Hvad gør du så?

Begynder du at undervise andre i at blive den bedste udgave af dem selv? Eller stiller du dig op på en sky og kigger ned på jorden og spørger dig selv: Hvad kan jeg gøre? Måske får du øje på en ting eller to, som du kunne ønske anderledes. Pludselig dukker der en tre fire andre ting op, og med et har du travlt.

Fordi de ting, som du kan se er forkerte, men som du ikke får forandret er de ting, som dine børn og børnebørn skal leve med. Dine børn kan ikke se det, de har for travlt i hverdagen, og dine børnebørn er for små til at ændre på noget.

Derfor har den person, som er blevet den bedste udgave af sig selv, det store ansvar, at forandre verden i den rigtige retning. Den person må se udover intriger, ballade og personlige dramaer, som konstant finder sted mellem mennesker, og løfte blikket til de overordnede strukturer.

Hvordan behandler vi Jorden?

Hvordan varetages menneskets interesser bedst?

Hvordan sikrer vi vores børn og børnebørns frihed og ret til selv at vælge i fremtiden?

Hver gang du mærker, at skoen trykker, så er det dit ansvar at handle. Der er mange ting, som skal ændres, og det er store ting. Er de for store? Så er du måske endnu ikke blevet den bedste udgave af dig selv og har brug for lidt flere selvhjælpsbøger.

Men det, at du kan se problemerne og kan begynde at overveje at gøre noget ved dem viser, at du snart er i mål. Når du handler på følelsen af uretfærdighed, vokser du med opgaven, når du med kærlighed forsøger at rette op på uretfærdigheden for jorden og menneskene. Du får lyst til at gøre endnu mere, for at gøre verden til et bedre sted at leve.

Det er langt fra sikkert, at du ser noget resultat umiddelbart. Dette skal du dog ikke lade dig stoppe af. Det er til gengæld højst sandsynligt, at din familie og dine gamle venner synes at du har forandret dig og er blevet uforståelig. Tilgiv dem, for de er endnu ikke blevet den bedste udgave af dem selv. Vær tålmodig med dem, men brug ikke for meget tid på dem. De har en stor stak bøger at læse, og mange timer på behandlerbriksen til gode. De må selv gå deres vej.

Den kærlighed og energi, du sender i retning mod en lysere fremtid, er aldrig spildt. Du kan inspirere andre til, også at arbejde for vores smukke verden, så vore børn og børnebørn kan vokse op i fred og frihed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *